Designfiler til produktion

Kvaliteten af det færdige resultat på dit produkt uanset om der er tale om en almindelig rollup, eller den helt store popup væg, afgøres af det leverede grafiske materiale til produktion.

Herunder har vi samlet nogle af de vigtigste punkter/guidelines så dit materiale opfylder de vigtigste produktionskrav og dermed sikrer et slutresultat der matcher dine forventninger.

Fil i CMYK farver

Den vigtigste ting for grafisk tryk er at det altid foregår i CMYK farver. RGB farver som en PC standard kører med er ikke et korrekt format da CMYK skalaen er det som trykmaskiner og printere kører efter, hvilket giver et begrænset farverum i forhold til RGB.

Så husk at opsætte dit dokument i Photoshop, Illustrator, Indesign, Gimp eller hvad du anvender til dit grafiske materiale til CMYK farveskalaen, og hvis du skal være 100% sikker på at det matcher den gængse printer profil.

Anbefalede printer profil: COATED  FOGRA39 (ISO 12647.2:2004)

Husk at tjekke evt. billeder i CMYK farveprofil, da billeder fra kamera, billedearkiver standard er i RGB format. Billedets farver ændres i CMYK profil, hvilket gør at der kan være behov for redigering af billede inden brug.

Rette valg af opløsning i dokument

Opløsningen i dokumentet til produktion er måske det vigtigste ud over at brug af CMYK farver, da opløsningen er med til at definere skarpheden i det trykte materiale. Opløsningen fokuserer på objekter der arbejder i raster/pixel, dvs. objektet er ikke i vector der er uden fysiske rammer for størrelse.

Det er typisk billeder, men kan også være logoer ol. af ældre dato der ikke findes i vector format.

Opløsningen i dokumentet har noget af gøre med betragtningsafstanden på det trykte. Hvis der er tale om et håndtrykt medie så er opløsningen typisk 150-300 PPI, hvor 300 PPI* anbefales.

Er der tale om en rollup, popup væg eller andet medie/materiale hvor der forventes en betragtingsafstand fra 50cm og opad, så er den brugbare opløsning typisk 60 – 100 PPI, hvor 100 PPI anbefales.

Har du af gøre med et banner, eller andet stort materiale der betragtes på meget større afstand fra 5 meter og opad kan opløsningen trækkes helt ned til 10-50 PPI, hvor 50 PPI anbefales hvis muligt

*PPI står for Pixel per inch, oversat til punkter pr. tomme, der definerer klarheden/skarpheden i materialet.

Materiale der typisk kommer fra kamera, billedarkiver og hjemmesider kommer tit i opløsninger fra 72PPI til 240/300PPI. Så det er vigtigt at få et materiale der naturligt har så mange pixels som muligt i sin fysiske størrelse, så PPI kan tåle at falde uden at skride udenfor de anbefalede mål til medie.

Langt de fleste produkter vi har i webshop vil bruge produktionsfiler i klassen fra 72 – 300 PPI alt efter kategori.

5mm skæremærker / bleed / cutmarks

Den næste vigtige ting i en god designfil til produkt er skæremærker. De har den funktion at man producerer designet større end det ønskede medie, hvorved skærestregerne afgrænser den egentlige størrelse efter beskæring.

Dette gør at man sikrer 100% farver og design ud over kanten af medie og dermed giver et korrekt/flot resultat efter beskæring.

Skæremærker, cutmarks, bleed er betegnelse for det samme, nemlig hvor meget designet går ud over målene. Tallene der ønskes varierer lidt fra producent til producent.

Hos lowpro kører vi med følgende bleed/cutmarks: 5mm

Dvs. du i Illustrator, Indesign eller lignende program skal oplyse at skæremærker/bleed skal være 5mm på alle kanter. Dvs. dit fysiske dokument ender med at være 1cm bredere og højere end det færdige medie når du gemmer/tilføjer skæremærkerne i PDF skabelse processen.

Tekster og logoer på afstand fra kanterne

En rigtig vigtig detalje når design laves klar til produktion er at holde styr på kanterne. Din baggrund skal gå ud over kanten som beskrevet i skæremærker, men dit indhold skal holdes med en vis afstand til kanterne.

Der er to årsager til dette. Den første er reduceret læsevenlighed af tekster som kommer helt tæt på kanten, mens den anden og mere tekniske årsag er at der under produktion og beskæring af medie er en fejlmargin på 1-3mm i forhold til print og skæremærker.

Derfor er det vigtigt at tekster, logoer m.m. holdes minimum 5mm fra kanten af dokumentets mål, for at sikre den kan læses og der ikke beskæres i indhold.

PDF fil formatet

Der er ikke nogen direkte krav om at designfilen til tryk kommer i PDF format, men der er ingen tvivl om at dette format er det bedst udviklet til trykker branchen som vores produkter befinder sig under.

PDF filen beholder al vector og kurver i deres originale form således at man er sikker på at dette ikke bliver grynet og pixelleret. Billederne bliver komprimeret og optimeret til den CMYK farveprofil som programmet anvender.

PDF formatet viser dig korrekt hvad du kan forvente dig af det færdige resultat.

Husk når du gemmer dit PDF dokument at du vælger Tryk kvalitet og samtidig får tilføjet dine skæremærker fra dokumentindstillinger på 5mm.

Formaterne AI, PSD, TIFF modtages også i vores produktion.
JPG materiale modtages pr. definition ikke.

Du er velkommen til at kontakte os hvis du er i tvivl om dit filformat og klargøring til produktion.

Gratis LowPro filtjek ved produktkøb

Vi tilbyder et gratis filtjek af din produktionsfil hvis du har købt et produkt i vores webshop.

Ved et filtjek sørger vi for at oplyse hvis evt. tekniske fejl i filen bliver fundet, som farveprofil, skæremærker, men også et generelt tjek af filen som billeder m.m. om de vil være i god nok kvalitet til anvendelse på det købte produkt.

Ved et filtjek tjekker vi IKKE kundens materiale for evt. stavefejl. Bemærkes dette i en fil vil det dog blive oplyst, men vi tilbyder det ikke som generel service. Der er tale om et tjek i om filen opfylder kravene for et tilfredsstillende kunderesultat og evt. rådgivning hvis billeder f.eks. er i meget dårlig kvalitet/opløsning.

Ved et filtjek tjekker vi IKKE om kundens billedemateriale bryder ophavsretten, men vi oplyser generelt kunder om at evt. billeder fra google, producenter typisk ikke må bruges i kommercielt øjemed uden skriftlig samtykke fra udgiver.